Torsdag den 31. januar stiller eleverne sig til rådighed i en god sags tjeneste.
Viborg: Skal der ryddes op i garagen, pudses vinduer eller gøres rent i huset? Så er der torsdag den 31. januar mulighed for at få hjælp fra eleverne på Viborg Ungdomsskole.
I anledning af Danmarks Indsamlingen lørdag den 2. februar samler eleverne fra skolen nemlig penge ind, og det gør de ved at tage ud og hjælpe til med rengøring, flytning og andre lignende gøremål.
Viborg Ungdomsskole samlede på lignende vis penge ind sidste år ved at donere deres arbejdskraft til både firmaer og private.
Det foregår på den måde, at "arbejdsgiverne" tilbyder et stykke arbejde og helt selv bestemmer, hvor meget de vil betale for det. Pengene går så ubeskåret til Danmarks Indsamlingen, som i år samler penge ind til verdens udsatte piger.
Er man interesseret i at høre mere, eller har man måske ligefrem et stykke arbejde, som man vil byde ind med, kan man kontakte Anders Mølbak, som er lærer på Viborg Ungdomsskole, på nummeret 20874168 eller på mail ande430i@viborgskoler.dk